Den gamle og den nye dommedagssekt

Nicolaus Copernicus fann att Solen var det centrum, omkring vilket planeterna roterade, Wiki.

Den gamle dommedagssekt

I 1543 publicerede den polske astronom Nicolaus Copernicus et skrift, som var et gennembrud for naturvidenskaben. Gennem observationer havde Copernicus analyseret sig frem til, at solen og ikke jorden var verdens centrum. Jorden var en planet, som bevægede sig rundt omkring solen.

For første gang stod videnskab overfor tro. Troens verdensbillede var Biblen, der fortalte, at jorden var verdens midte og at Gud havde skabt verden på 6 dage. Kirken forsvarede troen. Det videnskabelige skrift fra Copernicus blev forbudt af kirken. I 1633 måtte videnskabsmanden Galileo Galilei ved en retssag afsværge, at solen var verdens centrum. Alternativt ville han blive brændt på bålet som kætter.

Kirken havde samtidig udviklet sig til en dommedagssekt, hvor fremtidsudsigterne for menigheden var død, dom og skærsildens pinsler. Opholdet i skærsilden kunne blive af kortere varighed gennem gode gerninger og køb af afladsbreve.  Dommedagssekten blev rig og menigheden blev fattig.

En væsentlig del af kirken var også helgendyrkelsen. Mennesker blev helgener igennem gode gerninger kombineret med mirakler. Det måtte føre til et oprør og det kom anført af munken Martin Luther. Reformationen startede 31. oktober 1517, hvor Matin Luther tog afstand fra salget af afladsbreve. Oprøret lykkedes ikke mindst, fordi den verdslige magt fyrsten støttede oprøret.

Oprøret mod dommedagssekten førte til en opblomstring af naturvidenskaberne og til mange nye opdagelser. Det er naturvidenskaberne, som har skabt nutidens velstand, som nu er truet af en ny dommedagssekt.

Den nye dommedagssekt

Den nye dommedagssekt har FN´s Klimapanel IPCC som overhoved og gejstligheden er klimaalarmisterne.

Den gamle dommedagssekt skræmte menigheden med skærsilden. Den nye dommedagssekt skræmmer menigheden med, at børn og børnebørn kommer i skærsilden på grund af nutidens synder. Den nye dommedagssekt gør det til en personlig synd at udlede CO2, kuldioxyd, fordi det vil føre til stærkt stigende temperaturer, stigende havniveau og ekstremt vejr. Det har skabt klimaangst blandt børn og unge.

Den nye dommedagssekt har skabt sit eget afladssystem. Store energitunge virksomheder kan købe CO2 kvoter, som giver dem ret til at udlede mere CO2 end tildelt. Det er ren planøkonomi.

Som enkeltperson og CO2 synder kan du også købe klimakompensation hos organisationer, som vil bruge dine penge på projekter, som vil reducere udslippet af CO2.

I stadigt stigende omfang opkræver politikerne også klimaafgifter. Hermed kommer alle, rig som fattig til at betale aflad.

Den nye dommedagssekt har også sin helgen, hvor gode gerninger er kombineret med mirakler.

Skolepigen Greta Thunberg er ifølge den nye dommedagssekt en helgen, og bliver dyrket som sådan. Hun gør gode gerninger ved at få skolebørn over hele verden til at strejke for klimaet. Hun gør gode gerninger ved i forsamlinger at tale dunder til politikerne, fordi de gør for lidt for klimaet.

Hun udfører mirakler, fordi hun med egne øjne kan se CO2 formerer sig i atmosfæren. CO2 kuldioxyd er i øvrigt en farveløs gas.

Politikere og journalister støtter i stor udstrækning den nye dommedagssekt. Derfor er sekten slagkraftig og svær at gøre oprør imod.

Store globale virksomheder har lobbyorganisationer, som propaganderer for den nye dommedagssekt. Lobbyisterne har let adgang til medierne, fordi journalister støtter sekten.

Virksomhederne tjener masser af penge og befolkningen bliver fattig.

Mange forskere har tilsluttet sig sekten. Det giver mulighed for forskningsmidler og karriere.

Medierne er fyldt med alarmerende artikler om klimaet, hvor forskere er kilden. Mange pensionerede forskere siger fra, men medierne censurerer dem. Igen står videnskab overfor tro.

Politikerne i Sverige og Danmark vil i de kommende år pålægge befolkningen nye byrder for klimaets skyld. Det vil være uden betydning, fordi hverken Sverige eller Danmark har indflydelse på det globale udslip af CO2 kuldioxyd.

Det globale udslip vil fremover stige stærkt, fordi:

1. Kina overalt i verden bygger kulkraftværker, for at tilfredsstille det stigende behov for energi.

2. Den globale befolkningseksplosion, som kræver stigende efterspørgsel indenfor alle områder.

3. Store folkerige stater i Sydøstasien er løftet ud af fattigdom og ind i industrisamfundet, hvorfor levestandarden stiger i landene.

Sverige og Danmark bliver fattigere og verden omkring os bliver rigere. Hvem vil finde sig i det? Lad os derfor få en realistisk og fri debat om klima på videnskabens præmisser og ikke på troens præmisser.

Jørgen Keinicke

+ – + – + – +

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather